Ghost Village

Uden at have gjort nogle særlige overvejelser, eller haft tid til at opbygge forventninger, tilsluttede jeg mig en gruppe der havde arrangeret en heik til Ghost Village. Navnet alene var for stor en fristelse, til at jeg kunne blive hjemme. Ofte sætter jeg mig grundigt ind i tingene, inden jeg tager på nogen form for sight-seeing, men her i Hong Kong sker det ofte, at jeg mere eller mindre spontant følger med en gruppe, der har planlagt noget, der lyder interessant. Det gode er at man, som sagt, ikke rigtig har nogle forventinger, fordi man ikke helt ved hvad man går ind til, og derfor næsten kun kan blive positivt overrasket. På den anden side er der mindre frihed ved følge andres planer, som man ikke selv har haft en indflydelse på, plus at man kan risikere at det ikke er så godt planlagt.

Det tog to timer med offentlig transport at komme til området hvor heiken startede, dels fordi vi var så mange, hvilket medførte i en del ventetid. Alle var friske og veloplagte, og vi satte kursen mod indgangen til skoven, hvor en smal trappegang førte ind i tæt begroet skov. Det var dejligt at komme ind i skoven, hvor det var lidt køligere. Det var dog stadig meget varmt og fugtigt, men naturen var flot, og bød på vandfald, smukke udsigter og mange unikke områder af forskellig karakter. Vi kom til en lille by, hvor vi spiste lidt frokost, og fortsatte derefter mod Ghost Village. Det var begyndt at blive lidt mere anstrengende med alle trapperne og varmen, men da vi ankom til Ghost Village fik alle fornyet energi, og vi gik på opdagelse i den forladte by i små grupper. Der var meget få mennesker i byen, og de fleste boliger var mennesketomme, men inventaret var der stadig. Vi var inde i ét af husene, der ikke var helt forseglet, og det var tydeligt at det havde stået tomt længe. Der var meget støv, og ting lå spredt ud over det hele, sikkert pga. dyr der havde været derinde og rode. Da vi var mætte af indtryk, fortsatte vi ind i skoven, nu fokuseret på at finde en vej ud til de levenes verden.

Jeg tror alle havde indtrykket af (eller forhåbninger om), at vi ikke skulle gå ret længe, før vi var ude af skoven. Vi startede ud på en forholdsvis stejl trappegang, der føltes uendelig lang. Hver gang vi rundede et sving, mødte vi endnu 50 m trappe. Da vi endelig nåede toppen, var det blevet forholdsvis sent, og der var omkring en time til solen ville gå ned. Det gik lidt hurtigere ned ad bjerget på den anden side, men vi måtte et par gange stoppe og diskutere hvilken sti vi skulle følge, når vi mødte et kryds. Vi valgte naturligt nok at følge den sti, der signalerede kortest til nærmeste by, men til vores frustartion var denne by blot endnu en semi forladt by i skoven. Vi var kommet ud af skoven, men stadig langt fra civilisation. I det fjerne kunne vi se en storby, som vi senere fandt ud af, var på den anden side af Hong Kongs grænse. Imens vi prøvede at orientere os ved endnu et kryds, gik solen ned. I den næste semi-forladte by vi kom til, kunne vi købe noget at drikke, hvilket var til stor lettelse for mange, da de fleste ikke havde mere vand tilbage. Vi fandt også en ældre dame, som vi kunne spørge om vej (der var heldigivis en der talte Mandarin i blandt os), så vi kunne komme på rette spor, og efter en time nåede vi ud af skoven. Til vores store held, kom der en minibus forbi, lige idet vi kom ud til hovedvejen. Vi fyldte bussen op, og chaufføren ringede efter endnu en bus, der kunne komme efter resten af os.